rede og Jarlerne afsatte (1098), og skiller derfor Sigurds Udnævnelse 1098 fra hans Bryllup 1099; hans Kongeværdighed over Sudrøerne kjender han ikke. Snorre følger ham i dette, saa meget mere som han jo kjender Lagmann og hans Fader Gudrød som Øernes Konger.
6. Den saakaldte „Chronica regum Manniæ“ kan ikke for Tiden om 1100 benyttes som Kildeskrift i den Grad, som f. Ex. Munch har gjort, thi dels er dens Grundlag usikre Folkesagn, dels har den i en aldeles forskrækkelig Grad forvansket Chronologien. Vi giver her først et kort Uddrag af dens Beretning om Magnus’s Tid.
Kong Godred (Crowan) af Man undertvang sig Dublin og en stor Del af Leinster; han herskede i 16 Aar og døde paa øen Yle. Han efterlod sig 3 Sønner, Lagmann, Harald og Olav. Den ældste, Lagmann, gjorde sig til Konge og herskede i 7 Aar. Hans Broder Harald gjorde Oprør, men blev fanget af Lagmann, blindet og gildet. Dette angrede siden Lagmann, forlod sit Rige, tog Korset og gav sig paa Vei til det hellige Land (iter Jerosolimitanum arripuit), hvor han ogsaa døde.
[1073. Malcolm, den skotske Konge, døde, ham fulgte Duncan. Samme Aar døde Dronning Margareta.]
[1075.] Da stormændene i Øerne hørte om Lagmanns Død, sendte de Gesandter til Murecard O’Brien, Konge i Irland, og bad ham sende dem en Mand af Kongeslægten, for at han kunde være Konge, indtil Godreds Olav voxte til. Kongen gav sit Samtykke og sendte Domnald mac Tadc paalæggende ham at styre med Velvilje og Maadehold. Men han herskede med stor Voldsomhed i 3 Aar. Da forbandt de Mægtigste sig mod ham og fordrev ham til Irland.
[1077.] En Ingemund blev sendt af den norske Konge for at bemægtige sig Herredømmet. Da han kom til Leodus, indkaldte han alle Høvdingerne for at vælge ham
