kommet sig noget efter Forskrækkelsen, fortalte han, hvad der var hændt ham. Da han var kommen et Stykke op paa Veien til Gaarden, mødte han en stor, sort Hund, som ikke tilhørte Nogen paa Øen. Et øieblik efter befandt han sig, uden at han vidste, hvorledes han var kommen der, blandt en Sværm af Mennesker i en Stue, hvor det saa ud, som hos en velhavende Mand i en By. Folkene vare, syntes det ham, klædte som Landets Indbyggere og talte samme Sprog. Hvad han hørte dem tale om, kunde han ikke erindre; de gik ud og ind og agtede ikke synderlig paa ham. Han var bange og blev den hele Tid staaende ved Ovnen. Endelig kom en gammel Mand hen til ham og bød ham af et Fad Kringler; da han standhaftig vægrede sig ved at tage noget af Fadet, blev den Gamle vred, tog ham i Armen og kastede ham saa voldsomt ud af Døren; at han længe følte Smerter i Armen derefter. – Denne Fortælling havde Guttorm Nielsen, der nu var voxen og gift Mand, nylig gjentaget for Præsten og fastholdt den som fuldt sandfærdig. Præsten foreslaar, for at denne af Folk i Bygden fuldt og fast troede Historie ikke skulde tjene til støtte for Overtroen, et Forhør optaget. Om dette er skeet, vides ikke.
Om et andet Tilfælde fra Nordfjord indeholdes Oplysning i en Udskrift af Nordfjords Sorenskriveris Justitsprotokol, som velvillig er bleven Tidsskriftets Redaktion tilstillet af Sorenskriver L. Daae. Paa Høstthinget for Eids og Homindals Skibrede i Oktober 1758 mødte, efter Stevning fra Fogden, Ole Solem og Anne Johansdatter Haugen (begge hjemmehørende i Hornindal Sogn). Den Førstnævnte, som ogsaa leverede en skriftlig Forklaring i Retten, angav, at Anne Johansdatter Haugen for omtr. 9 Aar siden var bleven borte. Efter at Ole Solem i Forening med hendes Forældre og andre forgjæves havde ledet efter hende en hel Dag, var en fremmed Mand i grønne Klæder kommen til ham og havde sagt, at Pigen var indtaget i Fjeldet, og at han, Ole Solem, maatte komme og tage hende ud igjen. Uagtet sin Ulyst til at give sig ilag med
