tale med En blev mig engang svaret: Den, som ikke kunde
bande, blev ikke agtet i Selskaber. Maaske det kan være
altfor sandt – – – – –.
D. T.
I Tidsskriftets 2den Række 1, 553 er meddelt en Tildragelse
fra Soløer fra Aaret 1775, der vidner om, at
Troen paa, at de Underjordiske tog Mennesker ind til sig,
da endnu var levende der. Som Sidestykker dertil skal
her meddeles et Par andre lignende Fortællinger fra omtrent
samme Tid, men fra andre Egne af Landet.
I en Indberetning, dat. 1ste Novbr. 1810, til den kgl. Commission for Oldsagers opbevaring (nu i Oldsagmuseets Arkiv i Kjøbenhavn) fortæller Præsten i Hjelmeland i Ryfylke Følgende efter Meddelelser fra de nærmest angjældende Personer og Andre, som havde Kundskab om Sagen: Gaardmand Niels Pedersen, som da boede paa Bukn i Fister Sogn, men tidligere, dengang det Fortalte tildrog sig, paa Naboøen Byre, var for omtr. 17 Aar siden (altsaa ved 1793) en Vaardag ude at fiske sammen med sin dengang 12 Aar gamle Søn Guttorm. Da de om Aftenen i Skumringen lagde i Land ved sin Gaard, bad Faderen sin Søn gaa i Forveien det lille Stykke op til Gaarden med den fangede Fisk; selv skulde han strax komme efter. Ved hans Hjemkomst viste det sig, at Sønnen ikke var kommen. Der blev søgt den hele Nat af en Mængde Mennesker: man fandt Fisken liggende paa Veien fra Landingsstedet til Gaarden, men Gutten var ingensteds at se, uagtet Øen var saa liden, at den nøie kunde afsøges med det Mandskab, som var tilstede. Først ud paa Morgenen blev han funden i en temmelig medtaget Tilstand, paa et Sted, hvor de søgende mange Gange før havde været og seet nøie efter. Da han havde sovet og var
