de Underjordiske var han dog tilsidst af Medlidenhed med hendes Forældre gaaet ind derpaa og havde, efterat Pigen havde været borte i tre Jevndøgn, begivet sig op i Fjeldet med fem Mand. Han lod disse blive tilbage i Sæteren, og mødte derpaa den samme fremmede Mand, som tog ham ved Haanden og ledede ham ind i Fjeldet. Han saa der mange Folk og hørte en hel Del, hvoraf han intet kunde erindre, da han var ligesom forstyrret i Hovedet, medens han var derinde. Da den Ubekjendte havde ledet ham ud af Fjeldet igjen, og han begyndte at sandse sig, saa han, at Pigen ogsaa var kommen ud, men var ganske sindsforvirret. Han bad derfor den Ubekjendte om at skaffe hende hendes Forstand igjen, hvilket denne lovede, hvis hun maatte blive hos ham til Aftenen. Da denne kom, indfandt Pigen sig ogsaa hos Ole og de andre paa Sæteren, og var da „temmelig tilpas igjen“. – Pigens Forklaring var i det væsentlige overensstemmende hermed. Hun kunde ei mindes noget fra den Tid, hun var i Fjeldet, fordi „hendes Siel var fra hende den hele Tid, saa at hun ikke kunde sandse nogen Ting“. Det eneste, hun kunde erindre, var, at „den persiske Prinds“ vilde have dræbt Ole Solem, da han kom ind i Fjeldet for at hente hende ud, men paa hendes Forbøn sparede ham (om denne mystiske „Prinds“ findes ingen yderligere Forklaring i Akten).
Da Sagen næste Gang var for Retten paa Høstthinget 1759, til hvilken Tid Ole Solem havde lovet at skaffe flere Oplysninger, udeblev begge de angjældende. Da de ved næste Session paa Sommerthinget i Juni 1760 efter ny Indstevning fremdeles undlod at møde, nedlagde Fogden som Aktor i Sagen Paastand paa streng Straf over dem begge for deres „dumdristige, løgnagtige og usandfærdige Omgang i denne Sag“: Ole Solem skulde hensættes til Fæstningsstraf og Pigen paa Tugthus paa visse Aar, den førstes halve Boeslod være forbrudt til Hs. Majestæts Kasse og den sidstes hele Eiendom tilfalde Tugthuset.
Denne Paastand blev dog ikke tagen til Følge af Sorenskriveren, hvis Dom lød saaledes: „Vel er denne Sag
