han holder sig forvisset om, at Dhrr. E. et S. bør i alle Maader restitueres de anholdte Varer til skadesløs Erstatning, hvilket han dog neppe tror vil ske, før Sagen ved Domstolen bliver afgjort.
Det „oprigtige Private“, som var indsluttet i dette Brev, kjendes saavelsom dette kun gjennem Rolfsens Svarskrivelse, der gaar ud paa, at han gjerne vil træde i Handelforbindelse med det betydelige Hus i London og „udføre enhver Ordre, der ikke strider mod hans borgerlige Ed og Reputation“. Han forpligter sig til „at være aabenhjertig og i al Fortrolighed handle med bemeldte Hus under alle Omstændigheder, endog naar saadant maatte udfordre gjensidig Taushed“. „Hvad der maatte anbetroes til mig“ – skriver han videre – „som Commissionær, skal jeg effectuere som retskaffen Mand og i hvilket som helst Tilfælde anvende min Indflydelse paa behørige Steder samt føre saadan Conduite i mine Handlinger, som det en ærekjær Kjøbmand egner og anstaar“. Der maatte naturligvis aabnes ham Adgang til de fornødne Ressourcer, ligesom han ene vil have med Affærerne at gjøre.
Brevets Slutning indeholder vel det egentlige Kjærnepunkt i den hele Korrespondance, da det heraf fremgaar, at man har villet have en Englænder „indlemmet i Firma med ham“, hvilket han „af flere Aarsager aldeles ikke kan indvilge“.
Den hæderlige Kjøbmand har rimeligvis antaget, at det engelske Hus ved et saadant Experiment har villet benytte hans Navn til i Bergen at faa etableret en Filialafdeling, ved hvilken hans Stilling vilde blive af underordnet Beskaffenhed. At et saadant Forslag kunde fremsættes umiddelbart efter, at Skandalerne paa Bodø havde fundet Sted, er kun et Vidnesbyrd mere om den Dristighed, hvormed de engelske Kjøbmænd, understøttede af sin Regjering, troede at kunne gaa frem ligeoverfor den svagere Nation.
D. T.
