Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
133
SMAASTYKKER.

Denowan i Christiania, og allerede i Oktober samme Aar søgte han fra Stockholm at indlede en Handelsforbindelse med Jens Rolfsen, der paa Grund af Ulykker under Krigen var falleret og vel saaledes forudsattes at være villig til at indlade sig i Forbindelser, der i hine Dage af enhver Nordmand, der kjendte Sagerne, maatte ansees for tvivlsomme. Denowan gjorde ham en Forespørgsel, om der i Bergen var Marked for tilberedte Tøndestave og „Rum prepared in Jersey or Guernsey“, samt om der kunde indledes en Bytteforbindelse med engelske Varer for bergensk Sild. Hvad de to første Gjenstande angaar, svarede Rolfsen (1ste Dcbr. 1819), at de bergenske Bødkeres Privilegier var til Hinder for Indførelsen af færdig Tøndestav, og at han havde skrevet til Regjeringen om Indførelsen af „Rum“, men ikke faaet Svar.

To Dage efter Afsendelsen af dette Brev fik han et nyt fra Denowan af 22de Novbr. 1819. Det var affattet i det norske Sprog og indsluttede et andet „privat“ Brev. Det første omhandlede den ovennævnte Bytte-Forbindelse, som Rolfsen forstod derhen, at han havde at „modtage de Varer, der foranstaltedes hidsendte til hans Forhandling, og for sammes Beløb efter Fradrag af Fragt, Told, Assurance etc. besørge til Afskibning et Parti Sild til D.’s Disposition efter de Priser, som ere gjældende ved Afskibningstiden“. Fordelen, som maatte falde af de til ombytning hidsendte Varer, skulde deles mellem Rolfsen og det engelske Hus. Engelske Varer kunde snart ventes efter en af Rolfsen afgiven Liste, og den første Transaktion skulde være en Prøve. I Denowans Brev var ogsaa Bodøsagen nævnt som „en Slags Complot mod Dhrr. Ewert & Sons Hus“, men dette kan Rolfsen, der kun kjendte Sagen „igjennem det almindelige Rygte“ ikke „forestille sig, da en saadan Plan neppe lod sig udføre ved Embedsmænd“. Det lader ogsaa, som om Denowan har villet have Kongen til at suspendere Tolderen, Fogden og Sorenskriveren i Bodø eller i Mangel deraf til at forflytte dem til andre Embeder, hvilket Rolfsen fortæller ham er umuligt efter Grundlovens § 22, medens