kunne sige. Saameget kan jeg alene med vished berette, at for omtrent 60 à 80 aar siden var det endnu brugeligt udi Bergen, at fruentimmeret [sic] gik, især udi regnveir, indsvøbt udi linnedduge, de gemene med grovt lerreds- og de fornemme med linneddreiels duger, hvorefter det siden tid efter anden kom af brug og derimod blev indført de sorte“.
Side 261 anføres: „Ligesom Hansestædernes magt og anseelse tid efter anden er bleven svækket og ligesom deres kontor her i staden efterhaanden haver aftaget, er ogsaa antallet af dette kjøbmandsraad [nemlig 18 akteiner, hvoraf 2 vare udvalgte som oldermænd] formindsket og nedsat, hvilket først skede indtil 2 oldermænd og 8 akteiner, siden til 1 oldermand og 4 akteiner[1]; men siden 1710, da den sidste oldermand ved døden afgik, har ingen oldermand været beskikket, og var da samme aar ikke mere end 3 akteiner. Siden den tid blev akteinernes antal nedsat til 2 og endelig til 1, hvilket sidste vedvarede til aaret 1754, da han gik fallit. Siden den tid haver ingen været“.
Om kontorets sekretærer siger han s. 262: „Hvad tid den allerførste sekretær af Hansestæderne blev beskikket, derom har jeg ingen efterretning fundet .... Jeg har i det øvrige vel efterretning om en temmelig del af dem, men at anføre deres blotte navne, især da antallet ikke er fuldstændigt, saadant er ganske unødvendigt; men jeg vil alene i den sted erindre 3 af dem, som jeg synes fortjene nogen erindring, hver paa sin maade. – Den første er Carbiner. Denne mand tog selv afsked fra embedet og viste et exempel paa, at han vidste vei og maade under kongelig beskjærmelse at nedsætte sig i Bergen som en undersaat. Han blev benaadet med justitsraads karakter og gjorde et giftermaal[2], hvorved han fik midler og kom i velstand. – Den anden er Winckelman, som succederede
