straxen at vorde befordret. Og skulde den af fangerne, som var veiviseren, desuden nyde 20 kobberplator.
7. Hvilken vei de fangne kom ned af fjeldet? – De af guds store forsyn ramte paa Mærakerveien, og kom af fjeldet ned af den bygd, hvor til dem kom tre bønder, som skulde patrollere til Tydalen, der tog dem og hjalp dem det bedste, de kunde, saasom de ikke havde faaet mad i fire dage.
Iøvrigt berettede disse dragoner, at en svensk kaptein ved navn Fogh paa fjeldet lod sig formerke for dem, at han gjerne vilde rømme hid, dog at have et navn som han var bleven fangen, paa det at han derover kunde faa livet bjerget, til den ende og bad dem lage sig til at rømme, saa vilde han følge med. Mens som de ikke turde tro paa ham, løb de, da de saa deres leilighed dertil. De udsige og at have hørt, at der var desuden baade obrister og andre høie officerer, som resolverede det samme at gjøre, mens de turde ei komme til dermed, saasom de ikke vidste veien tilbage. Fangerne vare udi avantgaarden og med de allerførste troupper, hænderne bundne, den ene efter den anden og ført udi et taug eller reb, som var bunden til den fremmerste, hvor foran gik en af fiendens soldateske, som trak dem efter sig, hvilke snart hvert andet trin faldt død ned en efter anden; thi saasnart den ene faldt, tog strax den anden udi tauget, som varede saa længe, at der fast ingen mere var, som kunde have opsiun med dem udi avantgaarden, hvorpaa, da de det saa, resolverede at tage veien tilbage, og gik hele armeen igjennem hidefter, uden at nogen talte dem til[1], hvor de saa og hørte intet andet end som ynk, raab og skrig samt mange og utallige døde mennesker samt hester tilligemed trots, og tviler de meget paa, at nogen sjel kommer hjem til
- ↑ De vare følgelig ikke, som ogsaa ovenfor sagt under punkt 2, frigivne af Armfeldt, saaledes som Klüwer beretter (jfr. Øverland anf. st. s. 254).
