5. Om de hørte, om fienden talede noget om deres konges
død? – Ja, de hørte, at officererne talede imellem
sig, at deres konge var slagen der synder, og siden
den tid gav de sig ingen rolighed, men befordrede
deres march det bedste, de kunde.
6. Hvorledes de Svenske med deres armee kom over fjeldet? – i saadant meget ondt og hardt veir, at man ikke kunde se en haand for sig, og døde derover mange mennesker paa veien, som de saa i hobetal liggende overalt. Der var saadan sterk sygdom iblandt dem, at naar vagten af 50 mand om morgenen blev sat, var ikke flere tilovers om aftenen end 2. De øvrige fandtes døde, og var det forunderligt at se, at om det hul, hvor de havde siddet for at varme sig, laa ved ilden 20 til 30 døde mennesker rundt omkring, den ene ovenpaa den anden saaledes nedfalden. Nøden drev dem saa hardt i den strenge kulde og onde veirligt, at de maatte slaa skjæfterne itu paa deres gevær for at antænde og varme sig, eftersom paa fjeldet var ingen skov. Af fiendens hele infanteri kunde vi ei flere se end de, som fulgte bagagen. Af kavalleriet talte vi ei flere end 200 mand; saasom saa mange hundrede laa døde af hestene nedfalden, og stode somme paa hovedet, somme paa hænderne og andre paa armene, somme igjen stode ganske krogede og laa bredved hestene, alle døde og stivfrosne. General Armfeldt vidste ikke selv, hvor han var enten synder eller nord, slog sine hænder sammen med stor bedrøvelse for den store ynk og elendighed, han saa paa folkene, der paa marchen over fjeldet fast hvert øieblik udi stort antal styrtede paa adskillige forfærdelige maader, som og hestene tillige med dem. Generalen tilbød disse fanger, at om en af dem kunde vise ham veien over fjeldet til Handø [Handøl], skulde ei alene alle fangerne nyde deres frihed, mens end dog, naar han var overkommen, hidover nord at hjelpe
