manniske.[1] Men i de Retstrætter, der i Aarene om 1300 førtes for Pave Bonifacius’s Domstol om den engelske Konges Overherredømme i Skotland, faar vi første Gang høre, at det var den norske Konge, som havde hjulpet Donald-Ban paa Thronen, og Grunden til denne historiske Theori. Efterat nemlig Kong Edward i et Brev af 7de Mai 1301[2] havde med historiske (og uhistoriske) Exempler gjennem Aartusinder fra de ældste til de nyeste Tider bevist sine Rettigheder som skotsk Overlensherre og deriblandt ogsaa nævnt, at efter Malcolms Død havde den engelske Konge Wilhelm „af retfærdige Grunde fjærnet Donald, indsat i hans Sted Malcolms Søn Duncan og modtaget Troskabsed af ham“,[3] – svarer den skotske Styrelse med en lignende lærd Fremstilling („processus Baldredi contra figmenta regis Angliæ“),[4] hvori blandt andet berettes, at Donald-Ban fordrev Malcolms Sønner med den norske Konges Hjelp (cum auxilio regis Norgwegie), men at de senere blev gjenindsatte med den engelske Konges Hjelp, ikke fordi denne var Skotlands Overherre, men fordi han var deres Svoger, da han havde ægtet deres Søster Mathilde.[5]
- ↑ Skene, Ce1tic Scotland I. 437.
- ↑ Skene’s Chronicles of the Picts and Scots p. 221–231.
- ↑ Itaque Rex Willielmus Dovenaldum de regno Scocie ex justis causis amovit, et loco ejus Duncanum filium Malcolmi Regem Scocie prefecit, et recepit ab eo fidelitatis juramentum (p. 225).
- ↑ ss. p. 271–84.
- ↑ Cum ipsi (ɔ: Duncanus et Eadgarus) expulsi essent de regno per potenciam cujusdam Douenaldi Ban cum auxilio regis Norwegie, et cum aliquo adminiculo regis Anglie recuperarunt statum, non quod rex Anglie pretextu dominii quod non haberet in regno Scocie quia nec habebat quod hoc faceret, sed affectione familiari, cum esset eorum sororius quia sororem ipsorum videlicet Matildem reginam Anglie duxerat in uxorem, subsidium illud faciebat (p. 281).
