Den sidste Paastand er aldeles uhistorisk: det var Wilhelm II, som i 1094 og 1098 hjalp Malcolms Sønner, men det var Henrik, som i 1100 efter Wilhelms Død ægtede Malcolms Datter. Man har grebet til denne Udflugt for at forklare den engelske Konges Indgriben, og som Parallel hertil har man da opfundet, at Donald-Ban fik Hjelp fra den norske Konge, ligesom Duncan og Edvard fra den engelske. Disse politiske Stridsskrifter kan naturligvis ikke benyttes som historisk Kilde, og Fordun, som selv meddeler Baldreds Skrift, benytter det ikke som saadan; det er først Walter Bower, der i sin Bearbeidelse af Scotichronicon (1441) fik de 4 Ord „cum auxilio regis Norwegiæ“ indført i det Stykke, der er udskrevet af Thurgots Krønike. Følgen deraf er bleven, at dette Indskud har faaet Rang som samtidigt Vidne fra ca. 1100 og har beholdt denne, indtil W. Skene nylig har oplyst det virkelige Forhold. Indskudet hører hjemme i Retsstriden om den skotske Krone, hvor de stridende parter overbød hinanden i historiske Opdigtelser, og maa udgaa af Historien. Men dette Indskud er det eneste Vidnesbyrd om Magnus’s optræden i Skotland Vinteren 1093–94,[1] og endda siger det ikke udtrykkelig, at den norske Konge selv var tilstede, eller at denne norske Konge var Magnus. Forholdene i Norge gjør det ogsaa omtrent umuligt, at Magnus senhøstes 1093 skulde færdes i Skotland: hans Fader Olav kyrre var død 22de September 1093, han selv havde nok at gjøre hjemme med at sikre sit Herredømme mod sin Fætter Haakon, han lod
- ↑ Skene, som har paavist, hvorledes Grundlaget for Toget 1093–94 svigter, følger desuagtet Munch i at antage et Tog til Skotland i disse Aar (p. 435).
