deligst 3, i F. L. oftest 6 ører (G. L. 305–308). For at spolere sejlet, og for at ophugge det gamle ledingsskib, før end stavnene var satte fast ved kjølen til det nye (hömlufall), foreskrev G. L. 305 og 306 en bod af 3 mark. Forlod skibstømmermanden sit arbejde, efter at skibet var opsat på bankestokken, blev han efter G. L. 306 og M. L. III. 2 fredløs (d. e. faldt i 40 marks, eller efter M. L. 8 ørtuger og 13 marks bod), fordi „han derved fælder landværnet for kongen“. Videre: forsømmelse af at møde til skibsdræt og af at bygge nøst (3 ører), G. L. 300, 304; F. L. VII. 3; mangel af de anordnede våben (vápnaviti, 3 ører, eller efter M. L. 1 øre, for hvert som fattes), G. L. 309; F. L. VII. 13; M. L. III. 11 og 12 m. m.
2, Forsømmelser af tingplikterne og udeblivelse. – Nævndermændenes udeblivelse fra lagtinget straffedes efter G. L. 3 med 3 ørers bod; at komme forsent med 1 øre. Men udeblev et helt fylkes nævndermænd, måtte de bøde 40 mark, og forholdsvis hvis fjerdedelen eller ottendedelen udeblev; dette har således været betraktet som en art oprør. – Undlod nogen at betale en nævndermand hans tingrejseløn, ansåes han som den, der forhindrede hans tingrejse, og forfaldt i samme bod som for egen tingforsømmelse. – Efter F. L. I. 1 og 4 synes boden for at forsømme lagtinget at have været 1 mark, og ligeså efter M. L. 1. 2. – Også anden forsømmelse af at indfinde sig ved de almindelige eller ved de i overordentlige tilfælde sammenkaldte tinge medførte efter G. L. 131 jfr. 309 en bod af 3 ører (þingvíti); men udeblev nogen fra ting, som var stævnt i tilfælde, hvor nogen var funden dræpt, måtte han efter G. L. 161 bøde 6 ører (þingvíti hit mikla). – Vægring ved at følge med og bistå ved iværksættelsen af domme og andre vitterlige
