„såvel landnam som skadeserstatningen skal skiftes mellem jorddrotten og lejlændingen, eftersom lovbogen foran bestemmer i landslejebolken“, må bero på en fejltagelse; idet den her tilsiktede bestemmelse intetsteds findes.
Medens landnamsboden i de ældre love var uforanderlig bestemt, på samme måde som den personlige ret, i forhold til jorddrottens stand, er denne ifølge M. L. VII. 20 jfr. 21 alene sat som en begrænsning af dens maximum, idet boden ifølge den nye lov skal være lig med skadegjælden indtil en efter den fornærmede jorddrots stand forskjellig grænse, jfr. Chr. IV. L. VI. 19 og Chr. V. Lovb. 1–22–17. – Den nye lov foreskriver heller ikke for det tilfælde, at lovfæstelse er gået forud, nogen forening af ransbod til kongen med det fordoblede landnam til grundejeren. Vistnok foreskriver M. L. VII. 16 ligesom sin kilde, G. L. 88, ransbod (for jarðar-rán), hvis nogen fremmed mod odelsmandens forbud tog en jord i besiddelse, som denne var fortrinsberettiget til at få bygslet, – og ligeledes M. L. VII. 40, hvis nogen opsidder forsømmer at drage til sæters i betimelig tid (gras-rán). Men intet af disse tilfælde hører hid; ti odelsmanden er ikke ejer af jorden, hvorfor heller ingen landnamsbod for dette tilfælde er foreskreven; og i det sidste tilfælde har M. L. ophævet den i kilden (G. L. 81) fastsatte landnamsbod. Heller ikke var forbudet her nogen sand lovfæstning, men blot en almindelig protest; jfr. Ugebl. f. Lovk. m. m. II. S. 361.
De forbrydelser, der umiddelbart var rettede mod det hele samfund, betraktedes vistnok på samme måde
