som de, der var rettede mod det enkelte medlem, som fornærmelser, og henføres ligesom disse enten til ubødesagernes, fredløshedssagernes eller bødesagernes klasse. Men det var en selvfølge, at her i virkeligheden aldrig kunde blive tale em, at den skyldiges villighed eller uvillighed skulde afgjøre, hvorvidt han lik beholde sin fred, eller ikke, eller om nogen underhandling mellem samfundet og det enkelte brødige medlem. For så vidt brøden overhovedet kan forsones med bøder, indtræder disse umiddelbart i kraft af selve loven, og hvor fredløshed i enkelte tilfælde indtræder på grund af den skyldiges undladelse af at byde bod, (se især G. L. 314 og F. L. IV. 62, VII. 25), er det sande forhold, at undladelsen af at falde tilfode i sådanne tilfælde vidner om en fortsat trods, der udelukker den mildere bedømmelse af hans gjerning, så at dennes oprindelige karakter af ubødesag kommer tilsyne. – I andre tilfælde blev boden umiddelbart inddreven ved atfør, og det vistnok også i tilfælde, hvor loven selv betegner gjerningen som „fredløshedssag“, idet derved i virkeligheden menes 40 marks bod.
I. Blandt de offentlige forbrydelser mærkes først landsforræderi (landrád, ef maðr ræðr lönd ok þegna undan konungi), hvilket loven kalder „det største nidingsværk“ og var ubødesag, G. L. 132 jfr. 312; F. L. IV. 4[1] og XV. 1; M. L. IV. 3. – Lige med landråd stillede de ældre love hærfærd mod landet, når man ikke forud havde opsakt freden, og selv da var det efter G. L. 314 ubødeværk, når nogen herjede i den samme fjord, hvorfra
- ↑ Þat er nidingsverk hit mesta, ef maðr ræðr lönd ok þegna undan konungi ... þat er annet nidingsverk, ef maðr hleypst út í úfriði ok herjar í land aptr, ok hefir eigi sagt friði aptr; allir eru jafnútlagir, er í þeirri ferð eru.
