den stedfundne brug, fordobledes landnamet, hvorhos da endvidere måtte erlægges ransbod (12 ører) til kongen. – For brug udengjerdes skulde efter Gulatingsloven alene bødes halft landnam; men Frostatingsloven og den nyere landslov gjør ingen sådan forskjel.
Lå jorden i fællig mellem flere ejere, skulde de alle tilsammen have landnam, hvilket beregnedes efter den bedste mands ret og deltes lige mellem dem alle, uden at det kom i betraktning, at en enkelt af dem for øjeblikket havde den del af jorden, hvorpå åværket var gjort, i brug, og således igrunden var den eneste skadelidende Var derimod jorden odelskiftet mellem dem, tog hver landnam for sin del overensstemmende med sin egen ret. – Havde nogen af samejerne givet tilladelse til den stedfundne brug, men de andre ikke, måtte der ligefuldt bødes fuldt landnam til disse i forhold til deres stand; men erstatning skulde selvfølgelig kun svares i forhold til deres andel i jorden, som ikke havde givet tilladelse.[1]
Landnamsboden tilfaldt efter F. L. XIII. 17; M. L. VII. 58 beg. m. fl. jordens ejer, selv om en anden havde jorden i brug og således egentlig var den skadelidende. Dog tilkom ombudsmanden efter F. L. XIV. 1, M. L. VII. 26, halvparten af de landnamsbøder, han på jorddrottens vegne indtalte. For åværk på veitslejord tilfaldt landnamet efter G. L. 101 halft besidderen, hvis han påtalte det, og halft kongen; men i andet fald kongen alene. Efter G. L. 75 skulde erstatningen for åværk på bortfæstet jord tilfalde lejlændingen indtil et beløb af 4 mark, hvis han anmeldte det for sin jorddrot; men fortaug han det, skulde såvel den hele erstatning som boden tilfalde jorddrotten. – Bestemmelsen i M. L. VII. 49: at
- ↑ Se Forelæsn. over Retshist. I. S. 225–226.
