Efter M. L. III. 16–18, der i det hele svarer til
G. L. 314, var røveri med væbnet band ubødesag for
alle deltagerne, og den, som vidende kjøpte med røverne,
var brødig en mark sølv til kongen; men VIII. 1 slutn.
har derhos den samme bestemmelse som G. L. 142: at
røverne kunde få beholde sin fred mod at føre det ranede
tilbage og bøde 10 mark til kongen, og den skadelidende
hans ret efter 12 mænds dom. Dette kan imidlertid her
alene forståes som et tilkjendegivende om, at kongen forbeholder
sig at eftergive røverne livsstraffen på disse
vilkår. – Ulovlig atfør af de kongelige ombudsmænd
skulde ligeledes bødes med 10 mark til kongen for høvdingen
og 1 mark for hver af hans ledsagere samt fuld
ret til den fornærmede, hvorhos det tagne skulde bringes
tilbage. – Ulovlikt strandhug af ledingsfolket medførte
efter III. 13, foruden erstatning til bonden, 8 ørtuger og
13 marks bod for høvedsmanden og 1 mark for hver af
hans ledsagere; af disse bøder skulde udredes fuld ret
til den fornærmede efter hans stilling, og resten tilfalde
kongen.
Den anden art af ran var håndran, – hvor en ting er tagen ud af besidderens hånd (G. L. 143, B. R. 44); det medførte 3 marks bod til kongen. – Den tredje art, det simple ran, omfattede således ulovlig selvtækt, der ikke var forbundet med voldsomhed mod person (G. L. 34, 216;[1] F. L. X. 1; B. R. 45, jfr. F. L. Indl. 23), overtrædelse af forbud (G. L. 72, 81, 9l; F. L. XIII. 11,noinclude>
- ↑ G. L. 143: Nú veitir maðr öðrum handrán, en hann skirskotar undir vátta, þá er hinn sekr þrim mörkum, er hann rænti. – 216: Nú ef maðr tekr grip einhvern fyrir manni, ok leggr fyrir lög ok dóm, ok er þat hins, er hann tók fyrir, þá hefir hann með ráni; þá skal hann bœta baugi konungi, en hinn hafi grip sinn, er á, ok vitu þat váttar.
