17, 19) og anden modvillig retsfornæktelse (G. L. 35, 37, 77, 88, 100, 9, 19, 33; B. R 100; F. L. II. 35 o. fl.). Derfor bødedes 12 ører (ránbaugr) til kongen. – Efter Bjarkøretten skulde håndran bødes med 3 mark til kongen, men simpelt ran alene med 3 ører til modparten og intet til kongen. Men dersom gjerningsmanden undveg med tingen og næktede godvillig at tilbagelevere den, betraktedes dette i begge tilfælde som et nyt ran, der medførte 3 marks bod til kongen, og den samlede bod for håndran blev således 6 mark.
Det viser sig imidlertid, at den typiske forskjel mellem disse 2 arter i af ran, eftersom det var forbundet med voldsomhed mod person eller ikke, i lovene, som vi nu besidder dem, ingenlunde er fastholdt, og måske heller aldrig har været strengt gjennemført. Efter princippet skulde jo egentlig al modvillig retsfornæktelse medføre fredløshed (jfr. G. L. 34 slutn.), og det var derfor i sig selv naturlikt nok, når bøder trådte i dens sted, at også andre hensyn, navnlig gjenstandens egen viktighed, kom i betraktning ved fastsættelsen af den offentlige bod, der jo måtte rette sig efter retsforstyrrelsens betydelighed. G. L. 90 (gl. L. I. S. 118) sætter således 3 marks bod for at spærre alfar vej (ræna öðrum þjóðgötu), men 12 ører for at spærre sæter- eller driftevej. B. K. R. 12 sætter 3 marks bod for mod præstens forbud at begrave lig på kirkegården (greftar-rán). Både G. L. 102 og F. L. III. 20 sætter 3 marks bod for næktelse af at stille tak i rettergang. F. L. X. 24 jfr. IX. 23 sætter 3 marks bod såvel for næktelse af at betale vitterlig gjæld (og det for hver fruktesløs opfordring) som for undladelse af at efterkomme dom, – og samme bod sætter også G. L. 121 for „at lægge dom for en arv,
