groveste form var Boran (búrán), hjemsøgelse med væbnet hånd; i forbindelse hermed nævner Eidsivatings- og Frostatingsloven udtrykkelig nedslaktning eller bortførelse af bondens besætning (bú) eller 3 stykker storfæ. (G. L. 142[1] jfr. 314; F. L. IV. 62. V. 14 og VII. 25; brudstykket af Eidsivatingsloven i gl. L.. II. S. 522–3). Denne gjerning, der i vikingetiden ikke har været sjelden, havde tildels en offentlig forbrydelses karakter, og synes oprindelig at have været betraktet som ubødeværk, hvorom de oftere forekommende benævnelser: niðings-her (G. L. 133), niðings-ráð, gorvargar, grímu-menn (F. L. IV. 62 og Eids. L.) synes at vidne, og dette foreskrives også i Eidsivatingsloven. Efter Gulatings- og Frostatingsloven havde derimod voldsmændene, forsåvidt deres færd ikke var forbundet med drab på husets folk (G. L. 178; F. L. IV. 4 og 5), adgang til at erholde sin fred tilbage mod at bøde til kongen: høvdingen 40 mark og hver af hans ledsagere 3 mark sølv og erstatte de ranede deres tab. Enhver, som kjøpte med ransmændene, var brødig 3 mark til kongen.
Ved siden af boran stod ulovlig optagelse af en mands gods (atfør) af de kongelige ombudsmænd uden dom (G. L. 141[2] og 213; F. L. X. 33 jfr. IV. 50–52). Endvidere ulovlikt strandhug af ledingsfolket (G. L. 303; F. L. VII. 23, búhögg), jfr. beretningen om Gangerrolf i Heimskr. Harald hårfagres s. kap. 24).
- ↑ Nú róa menn skipi skipaðu at búanda, eða gengr flokkr manna at garði, ok bera hann ofriki, ok brjóta hús hans, ok bera út fé hans, þa er þat útlegðar-verk; hverr í landi vill vera af þeim, fœri aptr fé búanda alt þat, er þeir tóku, ok gjaldi fióratigu marka; ellar fari útlagir.
- ↑ Nú tekr lendrmaðr eða ármaðr bú búanda upp útalt éða údœmt, þa skal han fœra þat aptr ok leggja á 40 marka, fyrir því at laga er hverr maðr verðr fyrir sínu.