Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/65

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

groveste form var Boran (búrán), hjemsøgelse med væbnet hånd; i forbindelse hermed nævner Eidsivatings- og Frostatingsloven udtrykkelig nedslaktning eller bortførelse af bondens besætning (bú) eller 3 stykker storfæ. (G. L. 142[1] jfr. 314; F. L. IV. 62. V. 14 og VII. 25; brudstykket af Eidsivatingsloven i gl. L.. II. S. 522–3). Denne gjerning, der i vikingetiden ikke har været sjelden, havde tildels en offentlig forbrydelses karakter, og synes oprindelig at have været betraktet som ubødeværk, hvorom de oftere forekommende benævnelser: niðings-her (G. L. 133), niðings-ráð, gorvargar, grímu-menn (F. L. IV. 62 og Eids. L.) synes at vidne, og dette foreskrives også i Eidsivatingsloven. Efter Gulatings- og Frostatingsloven havde derimod voldsmændene, forsåvidt deres færd ikke var forbundet med drab på husets folk (G. L. 178; F. L. IV. 4 og 5), adgang til at erholde sin fred tilbage mod at bøde til kongen: høvdingen 40 mark og hver af hans ledsagere 3 mark sølv og erstatte de ranede deres tab. Enhver, som kjøpte med ransmændene, var brødig 3 mark til kongen.

Ved siden af boran stod ulovlig optagelse af en mands gods (atfør) af de kongelige ombudsmænd uden dom (G. L. 141[2] og 213; F. L. X. 33 jfr. IV. 50–52). Endvidere ulovlikt strandhug af ledingsfolket (G. L. 303; F. L. VII. 23, búhögg), jfr. beretningen om Gangerrolf i Heimskr. Harald hårfagres s. kap. 24).

  1. Nú róa menn skipi skipaðu at búanda, eða gengr flokkr manna at garði, ok bera hann ofriki, ok brjóta hús hans, ok bera út fé hans, þa er þat útlegðar-verk; hverr í landi vill vera af þeim, fœri aptr fé búanda alt þat, er þeir tóku, ok gjaldi fióratigu marka; ellar fari útlagir.
  2. Nú tekr lendrmaðr eða ármaðr bú búanda upp útalt éða údœmt, þa skal han fœra þat aptr ok leggja á 40 marka, fyrir því at laga er hverr maðr verðr fyrir sínu.