lægge sig samme, at eden falder til 4 marks bod, hvilket således i denne lov er straffen for det ikke åbenbare tyveri, se e. L. IX 4. 6 og 7, B. L. 6, 7 og 8. Og heraf synes man igjen at kunne slutte, at boden til kongen for de tyverier, der skulde næktes med lyrittered, efter de ældre love må have udgjort 15 mark (jfr. G. L. 253 og 256, sammenholdt med M. L. IX. 2 og 3). Udtrykkene i G. L. 150: fjóratigu og fimtán marka þjófr synes også at tyde på en sådan skjelnen.
Samme bod, 4 mark, sætter M. L. IX. 7 også for at stjæle falk eller høg, der er bunden i redet, hvilket i kilden, G. L. 263 jfr. 75, betegnes som tyveri, der skal benæktes med lyrittered, hvilken falder til útlegð, der efter det anførte betyder 15 marks bod til kongen. Var høgen eller falken derimod ikke bunden, medførte deres borttagelse alene landnamsbod, jfr. F. L. XIII. 5. Jfr. Chr. V. L. 3–14–38 og 6–15–5. – Om fordølgelse af hittegods siger M. L. IX. 12, B. L. 13 alene, at finderen bliver tyv derfor, hvis det er så meget, at det kan begrunde tyvssag, d. e. mindst en øres værd; straffen må også her efter sammenhængen antages at have været 4 marks bod. Det tilsvarende G. L. 144 siger alene, at fund skal oplyses, men sætter ingen straf for forsømmelsen. Den, som ved ulovlig gravning finder jordgravet gods, skal efter M. L. V. 16, hvis jordens ejer beskylder ham for at have underslået noget af det fundne, fralægge sig det med lyrittered eller „bøde slig bod, som om han havde stjålet lige så meget“, hvorved vistnok må forståes 4 mark. Det samme foreskriver B. L. VI. 2 om den, som lumskelig fravender drukken mand noget. – I de ældre love findes intet tilsvarende.
Af andre undtagne tyverier mærkes at patte andres
