kjør og at stjæle i urtehaver, hvilket efter F. L. XIV. 13 og 14 betraktedes som hvinske; medens det efter F. L. XIII. 11 alene ansåes for en ulovlig brug, der bødedes med landnam, at fare i anden mands nøddeskov, æble- eller humlehave. Ifølge B. R. 118 og 119 var det tyveri at patte eller melke andres kjør såvelsom at stjæle kål, hvann eller andre urter, jfr. dog kap. 148 (i samme håndskrift), der ordret stemmer med F. L. – Efter M. L. IX. 9 jfr. VII. 37 slutn. skal den, som patter andres kjør, være retløs, og tyveri i have, „som man freder med gjærde eller bevoktning“, behandles som hvinske eller, hvis det tagne er så meget som til en øres værd eller derover, straffes som andet tyveri. – Ulovlig bemæktigelse af træmaterialier, som en anden havde åvirket i almenning, bødedes efter F. L. XIV. 8 med 3 mark til kongen og erstatning til den, der havde hugget det, hvilket ved. M. L. VII. 62 forandredes til 6 ører til kongen og erstatning samt avindsbod til den forurettede. – Den, som for til en hval, som en anden mand havde fæstet, og skar deraf, var efter G. L. 150 „fyrgetyve marks tyv“, hvis det skede om natten, og „femten marks tyv“, hvis det skede om dagen; efter M. L. VII. 64 er boden i begge tilfælde 8 ørtuger og 13 mark. – Ifølge F. L. XIV. 11, B. R. 146, skulde den, som tog sæl på anden mands sælvær i den fredede tid (Juni–Oktober), ansees som tyv „ligesom i en mands stabur“; medens det efter G. L. 91 og M. L. VII. 65, uden hensyn til tiden, alene medførte sælens tab og landnamsbod at skyde sæl på anden mands opdæmmede sælvær; jfr. Chr. IV. L. 62. – At stjæle dyr af anden mands gildre ansåes efter M. L. VII. 58, der intet tilsvarende har i de ældre love, „som tyveri“ med én marks
