af andres ting samt ulovlig brug af andres løse eller faste ejendom. Derhos er misligholdelse af kontraktmæssige forpliktelser i en stor mængde tilfælde belakt med en bod (handsalsslit, kauprof), hvori tildels også erstatning er indeholdt. Herom er imidlertid handlet i en anden forbindelse (Forel. over Retshist. I. S. 203 f.).
I. Tyveri (þýfi, þýft, þjofnaðr, stuldr) var hemmelig tilegnelse af anden mands ting. Derimod kom besiddelsesstanden ikke i betraktning, så at underslag eller hemmelig forvendelse af fremmed gods, hvoraf man er i besiddelse, betraktedes lige med bemæktigelse deraf. – Efter begge landslovene straffedes tyveri, hvis det stjålne var af en ørtugs værdi, eller hvilketsomhelst kreatur,[1] med døden. Var det stjålne af ringere værd end en ørtug, straffedes tyven med legemlig refselse, der bestod i, at hans hoved blev raget, oversmurt med tjære og bestrøet med fjær, hvorefter han skulde løbe en vej af ni buelængder (níu boga lengð), medens de på begge sider stående overdyngede ham med sten og tørv; slap han derfra med livet, var han fri, men havde for fremtiden ingen ret (G. L. 253; F. L. Indl. 9, XIV. 12). Tyveri af mindre værdi end en thveite (mynt af ubestemt værdi, under en pening, hvid?) benævnes i Frostatingsloven, jfr. B. R. 34, 92 og 147, hvinnska, og medførte ingen anden straf, end at tyven for eftertiden skulde være retløs og hede hvinn. – Efter B. R. 115 og 116 skulde tyveri indtil en ørtugs værd straffes med en marks bod; fra en ørtug til en øres værd med 3 marks, og over en øres værd med 8 marks bod; børn mellem 8 og 15 år skulde erlægge halve bøder. Men dette sted er neppe ækte; jfr. kap. 147, der tilhører
- ↑ Þjófr verðr maðr af blodugri bráð hverri, nema af hundi, F. L. XIV. 12.
