Chr. IV. L. III. 21 har i det væsenlige gjengivet bestemmelserne
i landsloven, men med flere misforståelser.
Heimskvidar-vidnet er blevet til: bevis for beskyldningens
sandhed, jfr. kold. Rec. 1558 art. 20. – Ved 4–marks-boden
til kongen er tilføjet: „ og blive en løgner derfor“,
hvoraf, som ovenfor vist (1ste R. 4de B. S. 362), den
sednere tids infamerende tremarksstraf har sin oprindelse,
jfr. M. L. IV. 29, Chr. IV. L. 25, jfr. og Chr. IV. L. I. 6.
Om fængsling og borgens-stillelse i tilfælde af undsigelser se Rb. 29 maj 1303 og Chr. IV. L. I. 4 slutn.
Forøvrikt indeholdt ikke alene forskjellige legemsfornærmelser, men også adskillige fornærmelser med hensyn til gods, et fremtrædende element af ærekrænkelse, der i de ældste love kom tilsyne gjennem en egen bod, enten alene eller som tillæg til den for gjerningen i sig selv fastsatte, for den derigjennem udviste avind, se foruden de oven citerede F. L. IV. 17, 18 og 49 om legemsfornærmelser, G. L. 139 jfr. 96 og B. R. 30 om våbenspilde, F. L. X. 41 og 46 om at slå eller beskadige anden mands hest eller bofæ, samt de udentvivl af den gamle Eidsivatingslov hentede bestemmelser om fjárfœling i M. L. VII. 37, Chr. IV. L. 35 (se og gl. L. II. S. 523 samt den svenske Vestg. L. Retløseb. kap. 8 (yngre Cod. 17) og Østg. L.. Bygdab. 24), F. L. XI. 25 om at slå falk på dens herres hånd. – I den nyere lov er dette forsvundet; men avindsboden for skadetilføjelse på gods bibeholdt som almindelig skadebod ved siden af erstatningen til den forurettede.
Forbrydelser mod formuen. 1, Tyveri; 2, Ran;
Af forbrydelser med hensyn til gods og formue nævner de gamle love, foruden tyveri, ran, bedrageri, ødelæggelse
