han ikke har styrket sin siktelse med heimskvid, desuden erlægge bod til kongen. – Tvivlsommere er det derimod, om det har været lovens mening, at bøder til kongen skal være forbundne med alle fuldrets injurier, altså også for sådanne skjeldsord, hvorfor loven selv alene foreskriver fuldrets-bod (G. L. 196; F. L. X. 35). B. R. 31 siger udtrykkelig, at der ikke tilkommer kongen bod i dette tilfælde, og måske har regelen i dette punkt været vaklende. – Den offentlige bods størrelse for ærekrænkelser synes efter analogien af legemsfornærmelser at måtte have været 12 ører (eller efter Frostatingsloven og Bjarkøretten måske 3 mark).
Den nyere lov har optaget Frostatingslovens regler angående ærekrænkelser og bevisførselen i sådant tilfælde, men uden at skjelne mellem de forskjellige arter af ærekrænkelse. M. L. IV. 23–25 har derfor i det hele gjentaget bestemmelserne i F. L. V. 21–28, men har intet tilsvarende til X. 35, sålidt som til G. L. 196. Straffen er i alle tilfælde den fornærmedes ret efter 6 mænds dom, – hvorved da selvfølgelig injuriens grovhed kom i betraktning ved bodens ansættelse, – og til kongen en bod af 4 mark. Ved Rb. 2 maj 1313 art. 10, der dog ikke er optagen i Chr. IV. Lov, er dette formildet således, at for de mindre skjeldsord og beskyldninger skulde forholdsvis ringere bøder bestemmes såvel til kongen, som til den fornærmede. Hvor den siktende havde heimskvidar-vidne, var han i ethvert tilfælde fri for bøder til kongen, men måtte ligefuldt bøde den siktedes ret, hvis denne fralagde sig beskyldningen, med mindre hin var lovlig søgsmålsberettiget i sagen. – Falsk anklage (rog) medførte, ligesom efter de ældre love, talion, og at bringe nogen i kongens unåde skulde bødes med fuld ret.
