Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

samme håndskrift og næsten ordlydende stemmer med Frostatingsloven, samt kap. 168, der for tyveri ude i kjøbfærder foreskriver den samme legemlige refselse som landslovene. – Tyveri af en fribåren kvinde straffedes efter G. L. 259 med landflyktighed, og efter F. L. X. 38 med at bøde halv ret. Tyveri af umyndige medførte blot erstatning. Indfødt træl, som stjal, skulde halshugges, men udenlandsk træl pidskes. Indfødt trælkvinde eller frigiven kvinde skulde de to første gange miste ørene og tredje gang næsen; „da heder hun stúfa og núfa og kan siden stjæle sa meget hun vil“. Stjal en træl og en fri mand sammen, betraktedes ifølge G. L. 261 trællen blot som et redskab, og ansvaret pålå alene den frie.

Den nyere lov betrakter tyveri under en øres værdi som hvinske, der bødedes med en øre til den bestjålne og 2 ører til kongen, hvorhos gjerningsmanden blev mindremand (M. L. IX. 10, B. L. 9). Tyveri til en øres, men under en halv marks værdi straffedes ifølge M. L. IX. 1: første gang med en bod af 3 mark til kongen eller, i mangel deraf, med hudstrygning; anden gang med 6 marks bod eller, i mangel deraf, hudstrygning og brændemærke på kinden; tredje gang med ubetinget hudstrygning og 6 marks bod; stjal han oftere, skulde han dræbes. Tyveri til marks værdi og derover, men under 1 mark, straffedes første gang med 8 ørtuger og 13 marks bod eller, i mangel deraf, med døden (fredløshed), og i gjentagelsestilfælde ubetinget med døden. Den, som stjal til en marks værdi eller derover, skulde første gang have forbrudt alt sit gods og undergå sådan legemsstraf, som retsbestyreren bestemte, men dog beholde livet; anden gang havde han forbrudt gods og fred, land og løsøre og livet med. – Chr. IV. L. følger i det hele landslovens forskrifter.