mønsaasen ligge parvis paa hver sin side af taget“. Den sidste indvending er ovenfor berørt; om de øvrige grunde kan bemerkes følgende.
Hvad først fortællingernes sammenhæng angaar, sees der intet til hinder for, at brúnássinn i Biskup. sög. meget vel kan forstaaes om den ene langvægs øverste stok, eftersom malmpotten, naar den var fæstet paa denne stoks fremstaaende ende, i ligesaa høj grad som ved en mønsaas vilde være udsat for at slaaes mod taget. Dette maatte nemlig efter sedvanlig skik paa husets langside have strakt sig lidt udover væggen, og var saaledes ikke mange tommer fjærnet fra denne. Heller ikke har det med hensyn til den anden fortælling nogen rimelighed for sig, at det var en mønsaas, som faldt ned paa Skarphedin, da i saa fald selve taget, som opholdtes af denne aas, strax maatte have fulgt efter, medens det udtrykkelig heder, at dette først skede noget senere. Desuden er der ikke noget indbyrdes forhold mellem en mønsaas og en langvæg, medens man ved at læse sagaens beretning faar et sterkt indtryk af, at brynaasens forrykning fra sin plads stod i nær forbindelse med eller var fremkaldt ved Skarphedins forsøg paa at bestige væggen. Dette er ogsaa let forklarligt, da det omtalte tvertræ derved, at dets inderste ende vejedes ned af Skarphedins tyngde, i sit taphul kom til at virke som en vægtstang eller brækstang paa den overliggende brynaas eller vægstok, saaledes at denne blev løftet op af sit lag og drevet indover.
Naar endelig forf. bemerker, at den bestemte artikel paa de anførte steder (brúnássinn) forudsætter, at der kun fandtes én saadan aas, kan heller ikke dette tillægges synderlig vægt. Med samme grund maatte der da, naar det f. ex. blev sagt, at en ting laa i husrenden, eller at lynild slog ned igjennem skorstenen paa et hus, kunne sluttes, at huset ikke havde mere end én rende eller én skorsten.
Det tredje (eller fjerde) sted, hvor brúnáss træffes, er Njáls saga kap. 78. Heri siges (efter texten i alle udgaver) om Gunnars skaale paa Lidarende, at den havde glugger ved brynaaserne (gluggar hjá brúnásúnum), hvoraf altsaa fremgaar,
