at der var flere end én brynaas. Dette indrømmes ogsaa af Fritzner, men han finder, at den „læsemaade“, som efter udgaven af 1809 træffes i to kodices, „maa være at foretrække“, og disse have gluggar á hjá brúnásinum, altsaa singularis. Herved kan dog merkes, at ifølge den nyeste (1875) og vistnok bedste udgave er der blandt 7 forhaandenværende kodices kun én, som har sidstnævnte læsemaade, hvad der taler sterkt imod dennes valg, hvorfor den heller ikke, som oven bemerket, er optagen i nogen udgaves text. Naar forf. desuagtet holder fast ved denne variant, er det „ikke alene paa grund af, hvad der i det foregaaende er anført [nemlig at brúnáss maa forstaaes om mønsaas], men ogsaa af den grund, at naar det [i samme kap. af sagaen senere] heder: töku vér strengina ok berum um ássendana, saa forudsætter dette, at der i det foregaaende [nemlig paa det førstnævnte sted af sagaen] kun har været tale om én brúnáss“. Herimod kan det igjen bemerkes, at den første grund neppe tør tillægges stor styrke, da man ved textkritik, eller hvor det gjelder at træffe et valg blandt forskjellige læsemaader, ej vel kan støtte sig til en paa forhaand opgjort mening, uden i alle fald naar dennes rigtighed er bevist, hvilket dog ikke kan siges i nærværende tilfælde. Og hvad den anden grund angaar, er jeg rigtignok forsaavidt enig med F., at ordet ássendana rimeligst sigter kun til én aas, men deraf følger ikke, at denne just var en mønsaas. I sin helhed lyder det nys citerede sted saaledes: „lad os tage taugene, slaa dem om aasenderne, men fæste de andre ender (aðra endana, nemlig af taugene) i stene, og sno dem med vindestokker, og vinde taget af skaalen“. Saavidt jeg skjønner, er der intet til hinder for, at fortælleren her tænker paa den øverste stok i husets langvæg og navnlig den paa dets forside. Hvad de sammensvorne derfor efter min opfatning i det enkelte foretog, var, at de i begge ender af aasen slyngede et taug om dens fremstaaende hoved, dernæst samlede hvert taugs begge ender og gjorde dem fast i de stene, som laa paa marken. Herved bliver det ogsaa lettere forklarligt, at Gunnar, der opholdt sig paa loftet (kvisten) i gavlen, ikke, som det anføres i sagaen, merkede noget til det hele, førend taget var vundet af skaalen. Deri-
