lighed omtaler det tilfælde, at en kvinde gjør sig skyldig i lejermål og derfor falder i bøder til kongen.[1] Mærkes kan endelig F. L. III. 14: at den nonne, som lod sig forføre, skulde „gå i biskoppens gård“.
Lejermål med anden mands trælkvinde eller frigivne betraktedes ligefrem som fornærmelse mod hendes herre. Efter G. L. 198 skulde for lejermål med en mands to bedste trælkvinder (stuepigen og husholdersken) bødes en ottendedel af hans personlige ret, og halft så meget for hver af de øvrige trælkvinder. Lejermål med en mands frigivne bødedes med 6 ører til hendes forrige herre.
Den nyere lov har udeladt de ældre loves bestemmelser om retten til at dræbe den, der gribes i samleje med ens frændkvinder, jfr. Håkon Håkonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 7. Efter M. L. IV. 5, 25 og 29, B. L. IV. 4, 26 og 29, skulde den, der grebes i samleje med en mands hustru, bøde fuld, og med hans moder, datter eller syster, halv mandebod efter sin egen stand, som han skulde haft, om han var bleven sagesløs dræpt; men ellers skulde der for hor og lejermål bødes fuld ret til manden eller, hvis kvinden var ugift, til giftningsmanden, efter uvillige mænds skjøn. – Lod frænderne en kvinde skjøtte sig selv, tilkom der dem i lejermålstilfælde ikke mere end „laga-réttr“ = 1 mark sølv; men hvis de tilbød at give hende en sømmelig hjemmegift, og den, som havde be-
- ↑ B. R. 126: Slíkan rétt á faðir at taka á dóttur sinni sem á sjálfum sér, ok svá bróðir á systur. Þrysvar skal bœta rétti, ef kona fyrirliggr sér, ok ekki optar, ok þrysvar er hon sek við konung, en ekki optar; púta er hon síðan. – Kap. 127: Ef ættborin kona fyrirliggr sér, ok verðr sek við konung, þá skal gjaldkeri bjóða frændum ok vinum, at þeir leysi hana undan. En ef engi vill undan leysa, þá skal gjaldkeri selja hana til þeirrar skuldar innanlands en eigi útan.
