således det uækte barn komme til at tage bøder af sin egen fader for hans lejermål med moderen, hvilke bøder da den nærmeste mødrenefrænde oppebar på barnets vegne; havde nogen anden samleje med kvinden, skulde faderen til hendes uækte barn, som dettes værge, oppebære boden, se G. L. 51 jfr. 201 og 197; F. L. III. 13, XI. 1, 12 og 17; B. R. 68, 125, 126 og 129.
Den i hor skyldige hustru tapte efter F. L. XI. 14 sin tilgift og i gjentagelsestilfælde tillige sin hjemmegift, og hvis manden gjorde sig skyldig i hor, skulde han efter F. L. XI. 13 bøde 3 mark (= haulds ret) til sin hustru. Derhos skulde i horstilfælde den skyldige æktefælle efter F. L. III. 5 og 7 og B. K. R. 17, jfr. G. L. 25 og E. K. R. 22 bøde 3 mark til biskoppen.
Hvorvidt kvinden i andre lejermålstilfælde forfaldt i bøder, er vanskelikt at afgjøre. Fagrsk. kap. 17 beretter, at kong Harald hårfagre gav den lov, at enhver kvinde, som gjorde sig skyldig i lejermål, skulde gå (som skyldtræl) i kongens gård, indtil hun løste sig ud derfra med 3 marks bod. Men heraf gjenfindes i lovene alene G. L. 198, der foreskriver sådant for den fribårne kvinde, som lader sig beligge af træl, ligesom frigiven kvinde i lige tilfælde skulde gå i sin forrige herres gård. Hertil slutter sig også F. L. II. 1 og B. K. R. (II.) 14, hvis forskrift: at, hvor en besvangret kvinde ikke vil opgive sit barns fader, „skal træl ansees at være det“, indirekte belægger sådan næktelse med 3 marks bod til kongen. – At regelen imidlertid har haft et videre omfang, synes at fremgå af de tilsvarende bestemmelser i F. L. IX. 16, der foreskriver, at frigiven kvinde, som begår lejermål (fyrirliggr sér), skal vende tilbage i sin forrige trældom, indtil hun løser sig med 3 mark, og af B. R. 126, 127 og 129, der i alminde-
