svangret hende, alligevel ikke vilde ækte hende, skulde han bøde fuld ret efter den almindelige regel (jfr. Hkb. 48 og F. L. XI. 17). – Bøder til kongen er heller ikke i M. L. foreskrevne for lejermål. Chr. V. Lovb. 6–13–1 er tagen af den danske lovgivning: Fr. 12 Oktbr. 1617 (Paus S. 566) og st. Reces 1643., 2–5–4, jfr. Chr. III. Reces 1558 art. 60 (Kbh. Rec. 1537 art. 8 og 9) og Fr. II. Ord. 1582 art. 4.
Ærekrænkelse kunde forøves såvel ved ord som ved gjerning. De første (úkveðins orð) kunde enten være skjeldsord eller forhånelser eller vanærende beskyldninger.
Blandt forhånelser fremhæves som den groveste art det såkaldte nið. Det kunde ske enten ved at oprejse nidstang (tré-nið), hvilket da ledsagedes med en forbandelse, eller ved nidviser (tungu-nið), og synes, idetmindste i den hedenske tid, at have været tillakt en troldomsaktig virkning, se Egils s. kap. 60 og fortællingen om Thorleif Jarlaskald i FmS. III. S. 89 fgg., Flatøb. I. S. 207 fgg., jfr. Har. s. harðr. kap. 104, Morkinsk. S. 98–99. Nið var efter de ældste love fredløshedssag, G. L. 138. F. L. V. 26 og Hkb. 38. Det synes endog at have været ubetinget forbudt at dikte noget kvad om andre uden deres tilladelse, enten det så var til ros eller til dadel, jfr. fragment af F. L. V. 26 (gl. L. II. S. 505): „lof eða löst“, hvilket i Hkb. 38 er forandret til: „þat er mönnum virðist til niðs eða háðungar“. Dette stemmer også med regelen i den islandske Grågås Vígsl. kap. 238 (Reg.). – Blandt skjeldsord nævnes særskilt det såkaldte ýki, eg. overdrivelse, der forklares som: påsagn, der indeholder
