bundne Magter, Østerrige og Spanien, hvis Forbindelse kaldtes det wienske. Dette bevirkede naturligvis kun, at Fredsbruddet i Norden rykkedes endnu nærmere, og atter i dette Aar gjentoges. Expeditionen mod Ruslands Kyst, idet Bille førte en dansk, Sir John Noriis en engelsk og Friherre Taube en svensk Flaade i Søen. Landtropper mobiliseredes ved Eideren, i Finland og i Pommern, ja endog Throndhjem tænkte man at sætte i Forsvarsstand, da det Hele pludselig blev overflødigt paa Grund af Catharina II’s Død, der indtraf 17 Mai 1727.[1]
Efter at have været saa stærk, som vi efter den foregaaende Fremstilling maa antage, er uden Tvivl Indstrømningen af Nordboer bleven meget formindsket i den følgende Menneskealder eller endog i noget længere Tid. De ikke mange danske og norske Søofficierer, der, som vi saa, tjente Rusland under Anna Ivanowna, have vistnok kun været Levninger af den ældre Stok. Af Landkrigere har jeg kun stødt paa faa i Tiden før Catharina II. Nogle Exempler kunne dog anføres.
I en Gesandtskabsberetning fra Petersburg i et af de første Aar af Christian VI’s Regjering omtales en dansk Officier, der ikke navngives, men om hvem det heder, at han var født i Nestved og i sidste Krig i Norge havde staaet i Generalmajor Kruses Regiment og der meget udmærket sig mod Svensken. Nu havde denne Mand i Rusland indlagt sig store Fortjenester af Stuterierne (les haras). En Nordmand, Thomas v. Cappelen, født i Drammen, havde forladt den danske Tjeneste og var falden i Münnichs Tyrkekrig 1738;[2] to danske Brødre Hen-
