Under disse Omstændigheder fandt Frederik IV at
burde udstede en almindelig Advarsel til alle dem af hans
„Vasaller og Undersaatter“, der stode i fremmede Magters
Tjeneste, om at de ikke maatte „lade sig bruge imod
Kongen, deres souveraine Arvekonge og Landsherre, eller
og deres Fædreneland“.[1] Skjønt denne Tilkjendegivelse,
der er dateret 21 Mai 1726, undgaar at nævne Rusland,
er det dog let at indse, hvad der menes.
Det spændte Forhold medførte, som bekjendt, at ikke alene den danske Flaade under Schoutbynacht Michael Bille, men ogsaa en betydelig engelsk under Viceadmiral Charles Wager afgik til den finske Bugt i Foraaret 1726. Rusland havde gjort Rustninger, men tre af de dansk-norske Søofficierer i Czarindens Tjeneste, nemlig Wilster, Nordmanden Nils Osten og Dansken Hans Aagesen, berettes at have været de eneste af Frederik IV’s gamle Undersaatter, der ved denne Leilighed vare russiske Skibschefer.[2] Men det kom dog ikke til Fiendtligheder, da Russerne ikke vovede at binde an med saadanne Modstandere, uagtet der nok var paatænkt et Forsøg paa at stikke Ild paa de engelske og danske Skibe ved Hjelp af Galeier og Brandere.
Saavel Danmark-Norge som Sverige tiltraadte Aaret efter, 1727, det Forbund, som nogen Tid i Forveien under Navn af det hannoveranske var stiftet mellem Vestmagterne England og Frankrige imod Rusland og de dermed for-
- ↑ A. Bussæus, Historisk Dag-Register o. s. v. Kbh. 1770, S. 242.
- ↑ Westphalens Depecher. (At jeg i denne Afhandling jevnlig har kunnet benytte utrykte Gesandtskabsberetninger, skyldes Professor E. Holms Forekommenhed). Om Wilster heder det ellers, at han allerede i 1722 havde været bestemt til at føre Overbefalingen mod Danmark, ifald Fiendtligheder da skulde udbryde. A. Hoyer, König Friederich des vierten glorwürdigste Leben, II, S. 63.
