Den nyere lov har, overensstemmende med sin hele
forandrede opfatning, simplificeret de gamle loves bestemmelser
om legemsfornærmelse, og de fleste af de
gamle særegenheder er forsvundne. De større lemlæstelser
såvelsom medhjælp ved sådanne gjordes til ubødesag,
M. L. IV. 3, jfr. X. 1 no. 3. For andre legemsfornærmelser
skulde der bødes ret til den fornærmede og bod
til kongen; men da retten i hvert enkelt tilfælde skulde
bestemmes ved uvillige mænds skjøn efter sagens omstændigheder,
bortfaldt lovens tidligere skarpe skjelnen
mellem slag og sår såvelsom den specielle taxt for de
enkelte beskadigelser. Heller ikke taler den nye lov
særskilt om kosthold og lægeløn; men den fornærmedes
hele tilkommende synes at være blevet bestemt af domsmændene
i én sum. – Boden til kongen var bestemt
dels efter fornærmelsens beskaffenhed, dels efter, om den
var tilføjet på fredhellige steder eller tider, såsom på
ledingsfærd med kongen, på tinge, i gilder eller bryllupper,
i julehelgen, under sildfisket, i påskehelgen, eller i den
fornærmedes eget hjem. På alle disse steder øgedes
også den fornærmedes ret til det dobbelte. – Med hensyn
til fomærmelsens beskaffenhed skjelner loven mellem
4 arter af legemsfornærmelse:
1. lemstrar-sár, sår, som efterlader lyde eller varig skade på helbreden;
2. andre sår eller slag med våben, såsom øxe, stok eller sten, samt kasten i vandet;
3. pústr, ørefigen, slag med knyttet næve eller med kjep, øxeskaft, spydskaft o. dl. samt hårgreb;
4. blak, slag med den flade hånd, puf, stød, klæders sønderriven o. dl.
For de to første arter bødedes, hvis de var for-
