rede sig i Begyndelsen ved at slippe det russiske Krigsskib ud forbi Kertsch. Da aflagde Cruys et Besøg hos Sultanens Admiral, Hassan Pascha, der befandt sig i denne Fæstning, og det opvakte nu stor Forundring hos den tyrkiske Befalingsmand at se, at Engelskmænd og Hollændere, der hidtil pleiede at staa i et godt Forhold til Porten, havde taget russisk Tjeneste. Cruys lod ogsaa Paschaen høre, at der nu var erfarne søfolk i Czarens Sold, som ikke for første Gang saa det sorte Hav, ja at det muligens turde hænde sig, at Russerne skulde finde bedre Vei fra Kertsch til Konstantinopel, end Tyrkerne fra Konstantinopel til Kertsch. Trods Tyrkernes Protester seilede man til Konstantinopel, hvor Skibets Ankomst vakte den høieste Forbauselse, medens ogsaa Sultanen høilig forbitredes over, at Hollænderne havde ydet Czaren saadanne Tjenester.[1]
I den følgende Tid var Cruys stærkt sysselsat med at anstille Undersøgelser af Farvandene ved Dons Udløb og i det asowske Hav og tegne Søkarter.[2] Han skulde imidlertid snart ved personlige Erfaringer sande, at han ikke mere befandt sig i Holland, men i det barbariske Rusland. En Danziger, Martin Neugebauer, der i Aarene 1701–1702 var den senere saa ulykkelige Prinds Alexei’s Lærer, har i et Skrift over Forholdene i Rusland ved denne Tid herom meddelt de mest karakteristiske Oplysninger. Han fortæller, at Czaren i Aaret 1700 lod sin Viceadmiral, Cornelius Cruys, i Alles Paasyn prygle i Woronesh og derpaa kaste ud i et lækt Skib, hvor han maatte tilbringe 24 Timer i Vandet. Neugebauer, der skiltes i Vrede fra
