trent 1600) skal have tænkt paa at stifte et Universitet i Moskwa, hvortil han søgte tydske Professorer. Michael Romanow lod hverve Militære i Sverige, Danmark, Holland og England. Paa mangfoldige Steder i Landet var Antallet af Fremmede saa stort, at egne protestantiske Menigheder maatte stiftes, f. Ex. i Nischnij Nowgorod, i Jaroszlaw, i Cholmagory o. s. v. De fleste og uden Tvivl ogsaa de mest ansete og indflydelsesrige Fremmede fandtes dog i eller rettere ved Hovedstaden Moskwa, hvor der i det syttende Aarhundrede gaves en blomstrende og folkerig Forstad, den saakaldte „Sloboda“, der næsten udelukkende beboedes af Tydskere.
Det var derfor ikke noget nyt, at Peter allerede før sin første Udenlandsreise indkaldte Udlændinge, blandt hvilke navnlig Hollændere, Tydskere, Svenske og Danske skulle have udgjort det største Antal. Men efter denne Czarens i hans og hans Riges Historie epokegjørende Reise bragtes Indkaldelsen af Fremmede egentlig først ret i System og gjør sig stærkere og mere mærkbart gjeldende.[1]
I denne mægtige Strøm fra Vesten ere nu omtrent alle europæiske Folk i større eller mindre Grad repræsenterede, og de skandinaviske ikke mindst, om de end ikke have kunnet spille Hovedrollen.
Svenskerne, Nordens talrigste, mægtigste og mest ansete Nation, vare under Peter den Store Russernes Hovedfiende, og deres Stemning mod den slaviske Nabo vedblev i Grenerationer at være uvillig, ofte krigerisk. Det var derfor vel en Undtagelse, naar en Svenske ligefrem og frivillig tjente Czarernes Rige i Felten eller til
- ↑ Alexander Brückner, Peter der Grosse (Oncken’s Allg. Gesch. in Einzeldarstellungen), S. 197 flg.
