nogen bestemt Grund. Han antog, at Provsten muligens „kan have været noget artig imod de Svenske, hvilket de og roeste ham fore“. Selv havde han (Presten) ofte faaet Opfordring af svenske Offfcierer, naar de kom i hans Sogn, til at „opvarte deres Konge og Generalen, hvilket de forsikrede vilde blive naadig optaget“, men han havde undskyldt sig og sagt, at han ikke vidste, at han der havde noget at bestille.
Provsterettens Dom lød paa fuldstændig Frikjendelse. Den blev allerede 23de Decbr. paastevnet til Konsistorialretten, der blev sat 9de Januar 1717. 11te og 12te. Januar var Sagen for, og Provst Rasch undlod ikke i sit Indlæg at udtale sig om Biskopens Fremgangsmaade: „D. Høiærv. Biskopen, som jeg skulle tænke burde være en fattig Præstemands Forsvar, har heller ikke forsømt i Sagens Procedur den yderste Rigeur, saavel i at indhente det gandske Land omkring alle Slags Inqvisitioner, som i at movere alt, hvad i Sagen nogen Tid nævnes eller optænkes kand“. Dommen blev afsagt 12te Januar og lød paa Frifindelse, mod at Provst Rasch aflagde Ed paa, at „han ikke haver haft nogen Intention at gjøre noget imod hans egen Konges Tjeneste“. Denne Ed aflagde Provsten samme Dag for Retten.
Da Provsterettens Dom var falden, troede Provst Rasch, der i den sidste Tid med Statholderens Tilladelse havde logeret hos sin Broder Rektoren, at han nu kunde begive sig hjem til sin Menighed, og reiste 2den Juledag, men Statholderen sendte „militær Vagt“ afsted for at hente ham tilbage, og 2 Dage efter blev han af denne atter ført tilbage til Rektorboligen. Man holdt det imidlertid ikke for sikkert at lade ham forblive her, og han blev derfor efter Statholderens Anordning bragt op paa Hoved-
