tangen. Biskop Deichmann indberettede dette til Kongen 2den Januar 1717. Da Sagen var paakjendt ved Konsistorialretten, blev Rasch fremdeles siddende i Arresten. Allerede 4 Dage efter, at Dommen var falden, indberettede Biskopen dette til Kongen med Tilføiende, at han selv ikke havde kunnet tage Sæde i Retten. Han ønskede selv at staa som „Hoved-Actor“ og „alene bruge Procuratorens Tieneste ved Rætten under sin Direction“. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, til Sagens Undersøgelse og androg nu om, at Kongen vilde lade Konsistorialakten efterse af Generalfiskalen, hvorefter han forventede Hs. Majestæts Resolution, om det skulde forblive herved og Provst Rasch løslades. Ogsaa denne sendte et underdanigst Andragende om Løsladelse, hvori han skildrede den haarde Medfart, han havde lidt, og at han „endnu under criminel Arrest forsmædeligen bliver anholden“, skjønt han har stillet Borgen for sin Person og er frikjendt ved 2 Retter. Den stakkels Mand maatte dog fremdeles sukke i sin Arrest, indtil den kongelige Resolution faldt 12te Marts 1717, hvorefter Provst Lars Rasch skulde sættes paa fri Fod for at tage sit Kald over, „dog skal han af Provsteretten en Reprimande gives med Advarsel, at band en anden Gang sig bedre haver i Agt at tage og skye ald Apparence, som nogen Ærgernis kand foraarsage, hvorom vi allernaadigst haver befalet Biskop Deichmann fornøden Anstalt at gjøre“.
Lars Rasch tog 1750 Afsked fra Provste-Embedet, og et „epistola valedictoria“ fra ham er dette Aar trykt i Kristiania. 1751 døde han 83 Aar gammel. Det synes, som Wilse[1] har kjendt den her omhandlede Begivenhed
- ↑ J. N. Wilse: Spydebergs Beskrivelse p. 548.
