bøl og Provst Rasch med Bestemthed paastod, at det var Sognets Bønder, der havde jaget den lille Trop. Foruden Brevet til Generallieutenant Lützow sendte Biskopen samme Dag en Anmodning til vedkommende Øvrighed om, at Thingsvidne maatte optages over en Del Bønder i Haabøl, der i et og alt paaviste, hvor skammelig man havde løiet paa deres Prest. Ved dette Thingsvidne maatte ogsaa Anders Høraas frem og tilbagekalde sine grove Beskyldninger. Man maa lade Biskopen, at han tog ordentlig i, da han endelig saa sig foranlediget til at tage denne Sag under Behandling, thi samme 24de Novbr. sendte han endnu 2 Breve afsted til samtlige Prester i Rasch’s Provsti og i øvre Borgesyssel med Spørgsmaal, om de vidste noget om hans Forhold i denne Sag. I Rasch’s Provsti erklærede 3 Prester, at de intet vidste. Den sidste, Niels Bierring Jensen i Rakkestad, var selv „ilde mishandlet og udi Fiendens Haand“. Ogsaa de to andre Prester, Albert Wilhelm Dreyer (Trøgstad) og Hans Christensen Smit (Eidsberg), var uvidende om Forholdet. Dreyer erklærede, at han kjendte til, hvor ilde Rasch var omtalt i denne Sag. Smit i Eidsberg havde hørt et løst Rygte, men ansaa det ikke for noget, der burde lægges Vegt paa. I øvre Borgesyssels Provsti var ogsaa 5 af Presterne uvidende om alt, og kun Christen Rasmus Irgens (Askim) havde noget at meddele. Paa den Tid, Karl XII rykkede frem og de norske Tropper retirerede paa Vestsiden af Glommen, kom der til ham en Lieutenant Norby med nogle Underofficierer, som Presten antog havde Ordre til at stille sig i Spidsen for Bønderne, „at Fienden ikke saa vidt skulde udbrede sig i Sognene for at udskrive Contributioner“. Denne Lieutenant var meget misfornøiet med Provst Rasch’s Forhold uden dog dertil at angive
