ling har han ogsaa udført; naar den nu kan gjentages med mere Held, ligger dette dels i, at der nu foreligger en direkte Beretning om Harald og man ikke længer er nødt til at nøie sig med den almindelige græske Rigshistorie, dels i at Skaldedigtningen er bleven lettere og fuldstændigere tilgjængelig, fornemmelig gjennem Gudbrand Vigfussons store Samling Corpus poeticum boreale. De Skalde, hvis Vers vi efter denne Samling (II, 204–223) i det følgende skal citere, ere: a. Thjodo1v Arnorssøn, b. Bølverk Arnorssøn, c. Illuge Bryndøleskald, d. Valgard fra Vold, e. Stuv den blinde og f. Thoraren Skeggessøn, alle samtidige med Harald.
a. Af Thjodolvs Digt „Sexstefja“ finde vi 6 hele og Vers, som maa henføres til Haralds Ungdom inden c. 1043; deres Indhold – i den Orden, jeg antager for den rigtige – er: (1) Jeg hørte, at Kamp-Uveiret drev hvast mod Kongen nær Haug (ɔ: ved Stiklestad),[1] men „Bulgarernes Brænder“ hjalp sin Broder godt; han skiltes 15 Aar gammel sørgmodig fra den faldne Olav og hyllede sit Hoved (2) 80 vundne Borge kan regnes i Serkland (den unge Kriger gjennemgik mange Farer), før han, Serkernes Fiende, gik at vække Hilds haarde Leg med Skjoldet i den flade Sikelø. (3) Den ukrigerske Usling har staaet fjærnt, da Sværdsvingeren tog med Vold Rinds Rivalinde (Jorden ɔ: Sicilien); Afrikas Konge kunde ikke holde Onars snesmykte Mø (ɔ: Sicilien) for ham eller hans Mænd. (4) Hærmændenes Høvding stillede, da Spydene var løftede, Ulvenes Hunger, men de Flygtende bad om Fred; han har søndenfor Havet ofte kjøbt Rigdomme med Spyd, hvor de feige flygtede (5) Han, som gik paa
- ↑ En Gaard i Værdalen nær Stiklestad (Hskr. 525), ikke Ølvishaugr (i Skogn), som Vigfusson siger.
