lighed paa Island har ved Ordet „ermske“ villet betegne dem som kjætterske; og jeg tror, denne Opfatning kan støttes ved den fra Nikulitzas hentede Oplysning, at der, medens Kong Harald var norsk Konge, bestod en politisk Forbindelse mellem ham og de græske Keisere.
Det tør efter denne Undersøgelse fastslaaes, at Harald
1) kom til Konstantinopel under Keiser Michael IV, mellem 1034 og 1038;
2) han kom ledsaget af 500 Mand (Væringer), som under hans Anførsel gav sig i græsk Krigstjeneste;
3) det var bekjendt blandt Grækerne, at han var en nordisk Kongesøn;
4) han udførte paa Sicilien 1038–40 og i Bulgarien 1041 Bedrifter, som vakte Opmærksomhed for ham blandt Grækerne og hos Keiseren, der hædrede ham med Optagelse i Livgarden og med Hoftitler;
5) han flygtede fra Konstantinopel i 1043 eller 1044;
6) Harald fornyede som norsk Konge Forbindelsen med i det græske Hof, rimeligvis af kirkepolitiske Grunde.
I et følgende Afsnit skal jeg søge at vise, hvad Betydning de nye Oplysninger om Harald har for Kritiken af Skaldedigtene og Sagaerne om ham.
P. A. Munch har rigtig hævdet, at der maatte gjøres Forskjel mellem Skaldenes Digte om Harald og Sagaernes Beretninger: hvis man skulde komme efter, hvad Harald eller hans Følgesmænd berettede om hans Bedrifter udenlands, og undersøge disse Beretningers Sandhed, maatte Sammenligningen ske ikke mellem de paa Skaldedigtene byggede Sagaer og Byzantinerne, men direkte mellem Skaldedigtene og Byzantinerne. En saadan Sammenstil-
