For afhug og sår skulde gjerningsmanden til den
sårede erlægge sårbøder efter sårets beskaffenhed, såvelsom
erstatning for lægeløn og kosthold, indtil han var
helbredet, og til kongen en bod (løgbaugar), der var
bestemt i forhold til gjerningsmandens egen personlige
ret (se Forelæsn. over Retshist. I. S. 83). Jfr. G. L.
179–185; F. L. IV. 10–13, 16–22, 42–49 og 53;
B. R. 13–17, 38–41. – F. L. IV. 22 siger udtrykkelig,
hvad vistnok har gjældt som almindelig regel, at der
alene skal erlægges én bod til kongen for samme overfald,
om end flere modstandere såres; men derimod fulde
sårbøder til hver enkelt af disse.
Sårbøderne var lige for alle uden hensyn til den fornærmedes personlige ret, G. L. 215.[1] Deres størrelse var i loven bestemt med den yderste nøjaktighed i forhold til stedet på legemet, behandlingens smertefuldhed, hvorvidt såret efterlader lyde, hvorvidt ben eller marv kommer ud, o. dl. Sår på ryggen bødedes dobbelt mod sår på brystet. Hvis der måtte svides eller skjæres, skulde der bødes en øre for hver operation (granbragðs-eyrir), og ligeså en øre for hvert ben, som måtte tages ud (beingjöld, G. L. 185; F. L. IV. 49; B. R. 41). For sår i ansiktet, og som ikke kunde skjules ved klæder eller hår, skulde erlægges en egen tillægsbod (áljóts-eyrir, F. L. IV. 45), efter uvillige mænds skjøn. – For afhug var der sat en bestemt taxt på hvert lem. De større lemlæstelser (meiðing) stod i en klasse for sig selv: Efter G. L. 179 skulde berøvelse af hånd, fod eller øje bødes med halv, og afhug af både hænder og fødder med fuld mandebod; „ti manden er da værre levende end død“. Også F. L. V. 32 (gl. L. II.
- ↑ Allir eigu sárbœtr jafnar, þegn ok þræll.
