Som grundsætning synes det at have gjældt, at alle grovere fornærmelser på legeme og ære var fredløshedssager. Endnu i Håkon Håkonssøns Rb. 1260 (F. L. Indl. 6) siges det udtrykkelig, at den, som i vred hu slår eller sårer sagesløs mand, kun ved selv at byde lovlige bøder kan vænte at beholde sin fred, jfr. G. L. 183 og 189; F. L. IV. 10–12, 22 og 42. Men de sidst anførte lovsteder viser tillige klart, at det i så fald ikke stod i den fornærmedes makt at vægre sig ved at modtage lovlige bøder, selv om fornærmelsen var af den alvorligste beskaffenhed, såfremt blot den sårede beholdt livet eller såret heledes. Ved de ringere fornærmelser synes derimod efter lovene, således som vi nu besidder dem, bøder at have været gjerningens eneste følge og hævnen ganske at have været udelukket, så at fredløshed først indtrådte, hvis gjerningsmanden modvillig vægrede sig ved at bøde, jfr. G. L. 195, der opregner forskjellige mindre legemsfornærmelser, hvorfor bestemmes halv eller fuld rets bod, men derhos for et enkelt tilfælde, i streng undtagelsesform (ligesom i det følgende kap. 196 for de groveste ærefornærmelser), opretholder retten til hævn ved udtrykkelig at tilføje: þá má hann þar vega um.
Lovene skjelnede, eftersom fornærmelsen bestod i afhug og sår, eller alene i tørre hug og slag (drep). Efter Gulatingsloven skulde alle slag, tilføjede med våben, betragtes som sår;[2] hvorimod det efter Frostatingsloven alene kom an på, hvorvidt der kom blod ud.
