ene langside eller forsiden. Efter hvad foran er bemerket maatte skottet paa gavlsiden have et pulttag, og det var følgelig dette, som Thorgrim østmand gik op paa og hvorpaa den pil laa, som Gunnar siden tog. Taget over langsidens sket var derimod en fortsættelse af hustaget, og det forbød sig saaledes selv, at der kunde være glugger paa denne side. Vi se ogsaa, at da Gunnars angribere ikke kunde opnaa noget mod gavlsiden, vende de sig til langsiden, men her var der, som det lettelig vil forstaaes, ingen vej at komme, medmindre taget blev revet af, og dette skede ved at fæste tange om de fremstaaende ender af brynaaserne, eller de eneste dele af disse, som vare synlige, medens aaserne forøvrigt skjultes af taget. Først da dette blev revet bort, kunde noget angreb ske fra den side, hvorfor det ogsaa heder, at Gunnar da vendte sig mod den side.
Det her omhandlede af forf. paaberaabte sted i sagaen kan følgelig saa langt fra bruges som udgangspunkt for hans opkonstruktion af skaalen, at det endog ligefrem taler derimod.
Sættes nu de her vundne resultater i forbindelse med, hvad der anføres i det ovennævnte bind af dette tidsskrift, kan skaalebygningens konstruktion og indretning væsentlig bestemmes saaledes:
Skaalen var en aflang firkantet bygning med gavl i hver ende, beliggende fra vest til øst og med indgang eller, forsaavidt flere saadanne fandtes, med hovedindgang paa søndre langside nær det vestre hjørne. Bygningen var paa Island sandsynligvis oftest opført af jord, i Norge derimod altid af tømmer og med laftkonstruktion. Længden var ofte meget stor, højden derimod kun ringe, og bredden i det højeste kun saa vid, som tvertræernes længde og deres
