bærekraft tillod. Bygningen havde i alle fald paa den ene langside eller forsiden og paa den ene gavlside et skot eller en omgang, hvis ydervæg i Norge sedvanligvis bestod af reisverk, men undertiden maaske af jord eller sten. Alle tage hvilede alene paa sperrer, ikke aaser, og vare belagte med torv; de havde, som følge deraf, kun ringe stigning. Paa langsiden fortsatte husets tag sig udover skottet, medens dette paa gavlsiden var dækket af et pulttag, hvis øverste kant gik tæt under brynaasenes (raftestokkenes) fremstaaende hoveder, saa at følgelig kun den del af bygningens gavlside, som reiste sig over skottets tag, stod i dagen. Mellem den vestre gavl og det store rum laa forstuen og vel som oftest ogsaa en kove eller kleve, og over disse eller ovenpaa tvertræerne et loft, der vel kunde være delt i to. Loftet havde lysglugger i gavlen, koven ligeledes en saadan glug eller et skjaavindne (hliðskjár?), men paa nordsiden, hvor der saaledes neppe var skot, da lyset i saa fald vilde borttages. Foruden disse mindre rum indeholdt vel skaalen i regelen kun den nævnte store stue. Denne fik ingen anden lysning end gjennem ljoren. Den havde ved begge langsider og østre gavlvæg faste bænke med fodpall og desuden ved vestre gavlvæg mellem indgangsdøren og søndre langvæg en kort bænk (brik). Langs efter midten af rummet laa det aabne ildsted (arinn), og midt paa hver langbænk var der et højsæde (hásæti, öndvegi). Det nordre højsæde var anseligst og udstyret med to støtter (öndvegissulur), en ved hver side. Foran hver langbænk blev der, naar man skulde spise, sat et smalt bord, som igjen borttoges efter endt maaltid, og imellem bordet og aren tillige en løs bænk (forsæti), naar gjæsternes antal krævede det. Undertiden var der mellem væggene og de faste bænke anbragt indbyggede senge
