saaledes heder, at skaalen helt og holden bestod af tømmer, skal dette højst sandsynlig betyde, dels at bygningen var, som det ogsaa heder paa et andet sted i samme saga (kap. 128), saa „sterk“, at den i længere tid kunde modstaa de sammensvornes angreb, og dels at den paa grund af sit materiale lettelig, som foreslaaet, kunde sættes i brand. Naar det endvidere siges, at taget var tækket med bord, vilde det blive forbundet med mindre vanskelighed at rive det af, end hvis taget efter sedvanlig skik var dækket med et tungt jordlag. Og endelig naar loftet, dets glugger og deres plads fremhæves, saa er det alene for tydelig at vise Gunnars stilling og den maade, hvorpaa han forsvarede sig. Man kan derfor aldeles ikke, som forfatteren og andre, af fortællingen slutte, at der paa skaalens begge langsider og saaledes ogsaa i dens store rum fandtes glugger; thi hvad havde dette med fortællingen at gjøre? Ja hvad mere er, man bliver derved endog uberettiget til den slutning, at der fandtes saadanne aabninger paa loftets langsider. For det første stemmer det nemlig meget bedre med betydningen af ordet hjá (hos, ved siden af) at sætte gluggerne i loftets gavl ved enden af brynaaserne end under disse paa langsiden. Og dernæst maatte det, hvis der havde været saadanne glugger paa langsiden af loftet, næsten ansees uforklarligt, at Gunnar ikke skulde have merket noget til de forberedelser, som angriberne gjorde for at rive taget af skaalen, medens dette forstaaes af sig selv, naar der kun paa gavlsiden fandtes glugger. Forresten er det, som ogsaa hr. Vigfússon bemerker, tydeligt, at skaalen var omgiven med skot; dog er der intet, som viser, at en saadan udbygning forefandtes paa alle fire sider, men kun paa den ene gavlside under loftet og paa skaalens
