træffe overalt i vore gamle stuebygninger, navnlig i deres loft og kove.
Med alt dette vil jeg dog ingenlunde have sagt, at forfatterens projekt med reisverksvæggene og deres glugger er rent vilkaarligt. Tvertimod har han her, som ogsaa antydet af ham selv, støttet sig til Njálssaga (kap. 77), hvor der fortælles om Gunnar paa Lidarendes drab, eller rettere sagt forf. bruger dette sted til udgangspunkt, men vel at merke saaledes, som han og flere andre have opfattet det, og da kunde han neppe komme til noget andet end det ovennævnte resultat. Men ligesom dette resultat allerede i sig selv, efter hvad ovenfor er paavist, maa ansees svagt begrundet, saaledes taber det al støtte, naar den opfatning af sagaen, hvorpaa det hviler, ikke kan godkjendes, og det er dette, hvortil jeg nu gaar over. Jeg har ogsaa tilforn i det anførte bind af dette tidsskrift søgt at forklare det her omhandlede sted, men siden den tid har jeg, som jeg tror, faaet en klarere forstaaelse deraf.
Gunnars skaale, heder det i sagaen, var helt og holden af tømmer og tækket med bord (súdþaktr). Ved brynaaserne (hjá brúnásunum) var der glugger (gluggar), og for disse skudt spjeld (speld). Gunnar sov i et loft i skaalen med sin hustru og moder. De sammensvorne sendte Thorgrim østmand op til gaarden for at faa vide, om Gunnar var hjemme. Thorgrim gaar derfor op paa (upp á) skaalen, men da hans røde kjortel viste sig foran (bar við) gluggen, stikker Gunnar ham med sin atgeir, saa han tabte fodfæstet og gled ned af taget (ofan af þekjuni). Derefter blev gjort flere anfald paa Gunnar, men uden nytte, da han med sine sikre pileskud gjennem loftsgluggen saarede den ene efter den
