Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/353

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

anden af angriberne. Efter et nyt frugtesløst anfald siger Gunnar: „der ligger en pil ude paa taget, det er en af deres egne, og den vil jeg skyde paa dem.“ Han gjorde dette og saarede derved atter en af angriberne, men en anden af dem sagde: „der kom en haand ud igjennem gluggen med guldring paa og tog en pil, som laa paa taget; der vilde vel ikke blive søgt efter vaaben udenfor, hvis der var nok inde, lad os nu gjøre et nyt angreb.“ En anden foreslog derimod, at de skulde brænde Gunnar inde, men da dette blev haanlig afvist af de øvrige, foreslog han, at de skulde slaa de tauge, som laa paa volden, om husets aasender (d. v. s. brynaasenes hoveder), fæste dem i stene og saaledes ved hjelp af stokke vinde taget af skaalen. Dette blev ogsaa gjort, „og Gunnar merkede ikke noget, førend de havde vundet taget af skaalen.“ Derefter løb en op væggen og hug Gunnars buestreng over, men Gunnar greb atgeiren med begge hænder, vendte sig hurtig mod angriberen, gjennemborede ham og kastede ham ned paa volden. Da løb en anden op; han holdt skjoldet foran sig, men Gunnar stak igjen med atgeiren, saa den gik igjennem skjoldet og knuste angriberens underarme, hvorved han faldt ned af væggen. Kampen blev derefter fortsat, indtil Gunnar endelig fik sit banesaar.

Lægges nu for det første merke til de ord, hvormed fortællingen indledes, saa er det klart nok ikke hensigten her at ville beskrive Gunnars skaale for dens egen skyld. Hvad sagaskriveren derimod tydelig har for øje, er kun, som i enhver god fortælling, gjennem nogle faa træk at sætte læseren ind i situationen og gjøre det hele forstaaeligere, navnlig ved at fremhæve de stedlige forhold, hvoraf handlingen tildels er betinget. Naar det