lukkes vel ved sagaernes sedvanlige betegning, at skottet var um eller umhverfis, muligheden af, at det kun gik omkring et hjørne af huset eller med andre ord, som stadig skik ved ældre endnu bevarede norske beboelseshuse, alene var anbragt paa to siden Naar forf. derfor udtaler, at skaalen havde skot „fornemmelig paa langsiderne“ eller „ved begge langsider“, saa er dette noget, som neppe kan siges med sikkerhed. Efter min mening kommer man det rette forhold nærmest, hvis udsagnet indskrænkes saaledes, at der i alle fald fandtes skot ved skaalens ene langside eller dens forside og ved dens ene gavl eller tvervæg.
Hvad skotterne i sig selv angaar, vare disse rum ogsaa noget helt andet end, saaledes som forf. tænker sig dem, sideskibe i en tredelt kirke. De sidste omgange begrænses mod det ydre af bygningens hovedvæg og udgjøre saaledes en integrerende del af kirkens rum. Skottet derimod hørte, for at bruge et nyere udtryk, til husets udvendige bekvemmeligheder, hvori blandt andet brændsel fik sin plads. Det havde paa den indre side selve husvæggen og mod det ydre rimeligvis, som endnu, i regelen en mere eller mindre aaben væg af panel eller stavverk, men undertiden vel, som paa Island og endnu ikke sjelden paa Jæderen, en væg af sten eller jord. Som støtte for den hei: fremsatte mening om skottets plads kan til overflod anføres to steder i de gamle skrifter. Det ene sted er det samme, som forfatteren citerer, men i et andet øjemed, og som findes i Vatsdæla saga (1860 s. 72), hvor det siges, at der „vare skot om (um) huset og indbyggede senge (lokhvilur), og fra det ene sengerum kunde man komme ud (hlaupa) i skottet.“ Dette er tydeligt nok: skottene vare udenfor og sengerummene indenfor
