husets faste væg. Det andet sted træffes i Olaf Trygvessøns saga (Flateyarb. I, 289), hvor der fortælles om den skaale, som blev opført i Ærvik paa Statlandet. Den havde skot umhverfis, og da den var færdig, lod bygmesteren opstable en større mængde brændeved end sedvanligt paa alle sider, for at tildels, som det angaves, de nye tømmervægge ikke skulde tage skade af solen. Da vedstabelen i hvert fald paa nogle steder ej stod under aaben himmel, men var dækket af taget over skottet, saa maatte dette følgelig have sin plads udenfor skaalens faste væg.
Det er vist nok, som ogsaa forf. bemerker, at skaalerne indvendig ofte havde panel (þil), og at de til højtids bleve klædt med tæpper (tjald). Men hverken disse eller panelet træffes nogensteds i de gamle skrifter anbragte paa forfatterens maade. De vare derimod fæstede paa husets faste væg, undtagen naar der ved denne fandtes sengerum, da begge i saa fald anbragtes udenpaa disse.
Saavidt mig bekjendt omtales heller ikke nogensteds søiler og reisverk i beboelseshuse. Antydes en sjelden gang i de gamle skrifter noget, hvorfra der kan sluttes til konstruktionen, saa er det laftverk, som har været ‘ anvendt, og denne bygningsmaade er hos os, som bekjendt, vedblevet til vor tid, naar undtages, at der, som oven anført, i skotternes ydervæg bruges stav- eller standerverk. Kun i kirkerne, selvfølgelig da naar de vare af træ, blev her i landet helt igjennem anvendt reisverk lige fra kristendommens indførelse og næsten udelukkende til reformationen. Men vare skaalerne saaledes ikke konstruerede paa den af forf. antagne maade, kunde der heller ikke vel være tale hverken om langvæggenes forhøjelse med
