med i den ulykkelige gjerning, skulde han selv bære sin del af boden, hvilken således forholdsvis nedsattes. Efter F. L. IV. 27 og 28 jfr. 26 skulde drabsmanden forlade landet, men beholde alt sit gods. I tilfælde af tvivl om gjerningsmaudens forsæt var den dræptes udsagn før hans død afgjørende. Efter M. L. IV. 13 skulde vådesdrab bødes med halv eller fjerdedels mandebod, eftersom gjerningen i sig selv var unødig eller ikke. Vådesdrab, forøvet under brydning og anden leg, hvori den dræpte frivillig havde indladt sig, medførte intet ansvar. – Bøder til kongen var aldrig forbundne med nogen vådesgjerning.
Vanvittige, som havde øvet drab, skulde efter F. L. IV. 32, når de fik sin helbred igjen, fare af landet, men beholde alt sit gods, og det samme bestemte kap. 33 og 34 samt G. L. 159 om drab, forøvet af børn og kvinder. – Efter M. L. IV. 9 skulde den vanvittige drabsmand bøde fuld mandebod; i tilfælde af uformuenhed skulde han, nar han fik sin helbred igjen, fare af landet. Om børns og kvinders ansvar har den nye lov ingen udtrykkelig bestemmelse.
Drab på anden mands træl betraktedes alene som skade på gods (spellvirki) og medførte kun erstatning, hvortil dog efter Frostatingsloven kom avindsbod, og efter Gulatingsloven rimeligvis fuld ret til herren, men intet til kongen (G. L. 182; F. L. IV. 56). Alene kongens årmand skulde bødes med 15 mark, og, hvis drabet var forøvet, medens han opvartede kongen, eller når han søkte kongens sager til tinge, var det fredløshedssag (G. L. 170 jfr. 198). – At dræbe sin egen træl medførte intet ansvar, nar man blot strax lyste drabet; men i andet fald blev det mord. Det samme gjaldt om drab på fredløs mand (G. L. 182; F. L. IV. 1 og V. 20; B. R. 142). Jfr. isl. Grág. Vigsl. 110 (Reg.).
