skyttede drabsmanden for frændernes hævn (Hkb. 42 og 47; M. L. IV. 12, 16 og X. 2 No. 5 og 11. Hdsk. 36). Drab var herved stillet ganske i klasse med andre forbrydelser; straffen var i virkeligheden livsstraf, med mindre kongen benådede gjerningsmanden med en større eller mindre bod.
Efter alle lovene var det afgjørende ved bedømmelsen af, om et sår skulde ansees som dødsårsag, eller ikke, hvorvidt der kom skorpe på såret; i dette tilfælde skulde alene sårbøder erlægges, G. L. 183; F. L. IV. 12;[1] B. R. 13 og 14; M. L. IV. 19. Hvis nogle .sår heledes, andre ikke, betragtedes blot de, som havde tilføjet den afdøde disse, som drabsmænd.
Anstiftere og medhjælpere ved drab synes at have delt gjerningsmandens fredløshed lige over for den dræptes æt; men i tilfælde af forlig slap de, som ikke selv havde tilføjet den dræpte nogen skade, med halv mandebod, og skulde intet bøde til kongen, G. L. 209 jfr. 180 og 181; F. L. IV. 35, 37 og 42, jfr. XV. 14; B. R. 14. – Efter Eidsivatingsloven (gl. L. II. S. 522) skulde anstifteren af heimsókn være ubødemand ligesåvel som deltagerne (niðings-ráð). – Ifølge M. L. IV. 3 skal medhjælpere under gjerningen ved alle ubødeværk ansees lige med gjerningsmanden, og ifølge kap. 11 og 19 anstiftere og medhjælpere bøde såvel til den fornærmede som til kongen efter sagens beskaffenhed og lovlig dom.
Vådesdrab skulde efter G. L. 172–177 jfr. 169 afsones med fuld mandebod til den dræptes frænder; dog så at, hvis den dræpte selv for nogen del havde været
- ↑ þegar er hrúfa er á sári, þá skal sá, er særdi, láta menn tveir sjá; en ef hinn sári vill eigi sýna sár sin, þá er af hins ábyrgð, er særði, ok svá þó at hinn verði daudr.
